Roklub går i dybden

Roklubben Øresund er klar til sæsonstart, men skal have klaret afløbet

Af Hanne Vinther

Graver Roklubben Øresunds kasserer Kim efter guld?

Nej, tværtimod! Trærødder har stoppet afløb fra bruserummene, og kloakrørene skal skiftes. Derfor er klubbens medlemmer, et VVS firma og en murer i gang med et 300.000 kr. projekt, som klubben har sparet sammen til igennem flere år.

Og alligevel er det kun den absolut mest nødvendige udbedring, der er tale om, da klubhuset formentlig rives ned i 2029, når Kastrup Gamle Lystbådehavn omdannes til arbejdsområde for Sund & Bælt ifm. etablering af Østlig Ringvej.

Forår betyder standerhejsning

Rosæsonen starter lørdag 28. marts, hvor der er standerhejsning. Her skal grave- og kloakarbejdet være færdigt, så roerne kan få sig et bad efter en frisk rotur på Øresund.

Planerne for sommersæsonen er klar, og vi byder nye medlemmer velkommen. Udover fælles roning tirsdag og torsdag aften, er der ’madpakketure’ på 25-30 km hver anden søndag.

Vi låner både i andre roklubber, og oplever nye farvande, blandt andet fjordene ved Roskilde, Holbæk og Karrebæksminde. Vi får også selv besøg af roklubber, der låner både hos os, når de vil ro Saltholm rundt. For at deltage i roturene kræver det naturligvis, at man lærer at ro først. På 6-8 ture med en instruktør og erfarne roere lærer man at ro og håndtere bådene sikkert.

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder. Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.