Efter fire år med adskillige høringer, informations- og borgermøder begyndte arbejdet med udvidelsen af Øresundsmotorvejen ved månedsskiftet marts/april
Af Terkel Spangsbo
Samtidig med at de første entreprenørmaskiner viste sig på Sund & Bælts ’anstillingsplads’ ved Tårnby Torv, en slags kommandocentral, holdt Sund & Bælt endnu et borgermøde på Crown Plaza, hvor de fortalte om de forventede gener i forbindelse med den fire år lange byggeperiode.
Fremmødet af interesserede matchede på ingen måde sidste uges møde om eventuel overdækning, så der var rigeligt med sandwich tilovers, da mødet sluttede en halv time før beregnet.
I hovedtræk går processen ud på, at udvidelsen vil foregå i det nuværende trace – altså ingen
ekspropriationer hverken langs motorvejen fra Lufthavnen og mod vest eller omkring det
ny tilkørselsanlæg ved Amager Strandvej.
Det har tidligere været på tale, at 11 villaer på Crille Tønnesens Alle skulle opkøbes, men efter en
af høringsrunderne, hvor der blev protesteret kraftigt mod inddragelse af de 11 parcelhuse, er det
lykkedes at får ændret planerne, så ingen ekspropriationer.
Hastighedsbegrænsninger
Såvel under byggeperioden som efterfølgende vil der komme fartbegrænsning på hele strækningen fra Kalvebodbroen i vest (hvor Vejdirektoratet står for en vejudvidelse) til begyndelsen af Sverigestunnellen.
Der bliver 80 km/t i byggeperioden og 90 km/t i 2029, hvor udvidelsen er færdig.
Øresundsmotorvejen vil være åben for trafik i hele perioden undtaget en tilkørsel ved Center
Boulevard, der bliver spærret i fire uger.
Der bygges indtil 2028; så ligger der en færdig vej, som dog skal have blivende ny lyddæmpende
asfalt på i løbet af 2029.
Der var kun få spørgsmål til entreprenørerne.
De fleste svar var ’Vi bygger det, vi har fået i opdrag af politikerne’.

De første synlige tegn på arbejdet med udvidelsen af Øresundsmotorvej sker i ’baghaven’ til Tårnby Landsby. Foto: Redaktionen.


