… Tårnby Villaby blev fejret med maner
Af Birgitte Barkholt
Alle veje i villabyen havde pyntet op med flag og balloner foran deres huse, og dem med flagstang havde hejst flaget.
Programmet var selvfølgelig spækket med fest, kakao, lagkage, popcorn og taler. Og så var der fakler og fællessang – blandt andet en sang fra villabyens 100-års jubilæum.
Om Tårnby Villaby
Tårnby Villaby blev grundlagt i starten af 1900-tallet som en moderne villa-koloni uden for København. Initiativtagerne var en nyoprettet forening – Orlogsværftets Arbejderes Byggeforening. Formålet var at bygge arbejderboliger udenfor den tætte byzone.
Der blev skrevet slutseddel på grunden den 6. januar 1901, og denne dag regnes for stiftelsesdagen. I alt blev der opført ca. 180 parcelhuse. Arkitekten var Sophus Jørgensen, og der var flere forskellige husmodeller at vælge imellem. Det gav såvel ensartethed som variation, og området har helt op til nu bevaret meget af sit historiske præg. Villabyen bærer præg af tidens byggeforeningstanke og var et tidligt eksempel på pendlersamfund med tæt forbindelse til hovedstaden.
Navne og vejstruktur
Villabyen fik sit navn officielt i 1902.
Flere af vejene i området blev navngivet efter personer i byggeforeningen:
Otto Liebes Allé (efter advokat Otto Liebe, der er mest kendt som kongevalgt statsminister fra den 30. marts til den 5. april 1920 i en regering, som forsøgte at dæmme op for generalstrejken under den såkaldte Påskekrise); Th. Jensens Allé (efter foreningens første formand) og Volmer Kjærs Allé (foreningens overretssagfører).
Skole Allé og Enigheds Allé (senere omdøbt til Pyrus Allé og Ambra Allé). Skole Allé førte ned til en grund, der oprindeligt var afsat til opførelse af en skole til villabyens børn, men navnet blev ændret til Pyrus Alle i forbindelse med, at Tårnby Kommune købte skolegrunden og opførte plejehjem på grunden.
I 25 års jubilæumsskriftet fra Tårnby Villaby fortælles det, at bestyrelsen på generalforsamlingen i 1909 foreslog at ændre vejnavnene til blomsternavne, mens andre foreslår Amagernavne. Man kunne ikke blive enige, men vedtog at ændre navnene, og medlemmerne skulle indsende forslag. Ved en ekstraordinær generalforsamling besluttedes det at give alleerne Amagernavne. På den efterfølgende generalforsamling mødte oppositionen talstærkt op, og det tidligere vedtagne blev forkastet. De gamle navne skulle indføres på ny. Bestyrelsen gik af, og en ny bestyrelse skulle nu nedtage de nye gadeskilte og sætte de gamle op igen.
Denne forvirring og splittelse i foreningen omkring vejnavnene afspejlede splittelsen generelt i foreningen. Der har tidligere været adskillige sværdslag om økonomiske forhold, hvilket bevirkede, at en diskussionsklub – Skumlerklubben – blev stiftet.
Uenighederne var mange og udskiftningen af gadenavnet Enigheds Allé var måske på sin plads.
MEN – det, som det hele drejede sig om, nemlig husene, de udfyldte til fulde deres funktion. Husene blev opført i etaper. Gas blev ført fra København i 1908, elektricitet blev indlagt i 1912, men først i 1929 blev vand indlagt i husene.
Kilde: Tårnby Villaby og Tårnby Lokalarkiv.

Selvfølgelig var der både kaffe, kakao og fødselsdagskagekone til alle. Privatfoto.

Husene fremstår fortsat med et varieret, men dog ensartet præg – nogle i røde mursten og andre med pudsede facader. Privatfoto.


