I mit næste liv vil jeg også være noget ved musikken

Steen Øst-Jacobsen er formand for Brandvæsnets Orkester. Han har spillet musik i over et halvt århundrede – faktisk har musikken formet hans liv.

I 52 år har Steen Øst-Jacobsen spillet i orkester. Det var i Skottegårdsskolens Orkester ’Skottene’, at han mødte sin hustru. Det er orkesteret, der har ført ham til fantastiske rejser – blandt andet med jumbojet over den anden side af Atlanten. Og det er gennem musikken, at han har fået ufattelig mange venskaber.

– Hvor der er musik, er der fest og glæde. Jeg har spillet siden jeg var otte år gammel, og de venskaber jeg har stiftet gennem musikken, har fulgt mig hele livet, fortæller Steen Øst-Jacobsen, når han tænker tilbage på et langt liv med musik.

Barndom med Skotterne

I dag er Steen formand for Brandvæsnets Orkester – lige som han også var formand for orkesteret Skotterne indtil 1994,

Det hele startede dog i Skottegårdsskolens i 1964. Her blev den kun otteårige Steen optaget i skolens berømte orkester, Skotterne. Der var endda optagelsesprøve – for en plads var eftertragtet. Efter fem måneders træning blev han optaget i Skotternes Tamburkorps.

– Jeg startede på tromme, men jeg var så lille, at trommen slog ind i mit ben, når jeg gik. Så måtte jeg skifte til fløjte i stedet, griner Steen.

Efter tre år i tamburkorpset blev Steen tildelt et nyt instrument: basun. Det instrument har fulgt ham siden.

Musikken åbnede verden

De største oplevelser med musikken har været rejserne, mindes Steen. Den første tur gik til Trondhjem i Norge i 1966, hvor over 100 orkestre fra hele verden spillede sammen på et kæmpestort stadion.

Som de færreste, der voksede op i 60’erne og 70’erne bragte musikken også Steen på rundrejse i USA – både i 1972 og 1976.

– Det var stort. Vi fløj med jumbojetten, spillede under Mount Rushmore og kørte rundt i flere stater med greyhoundbusser. Vi var også i Canada og se Niagara Falls, og vi var med i en kæmpe parade i Rapid City i South Dakota.

Basun og brandmænd

Efter 10. klasse kom Steen i lære ved Ford. Steen spillede stadig i Skotterne om torsdagen, og i lokalerne ved siden af øvede brandvæsnet med deres band om onsdagen.

I 1970’erne kneb det for det 30-40 mand store orkester af brandmænd at få nok musikere fra Brandvæsnet, og bandet åbnede adgangen for musikere udefra. Steen blev straks medlem.

–  Det var en kæmpe fornøjelse at spille sammen med brandmændene, og det førte mange nye venskaber og sjove oplevelser med sig. når alarmen gik, hvilket skete mange gange, så løb halvdelen af orkesteret ud midt i en prøve, husker han.

Derudover spillede Steen stadig i Skotterne, hvor han også var formand, indtil 1994, orkesteret lukkede i 1998, på grund af manglende tilgang til orkestret.

Brandvæsnets Orkester sat på gaden

I 2017 kom en uventet besked: Københavns Brandvæsen blev nedlagt og erstattet af Hovedstadens Beredskab. Kort efter modtog orkesteret – der på det tidspunkt havde eksisteret i 75 år – besked om, at alt samarbejde ophørte. De skulle rømme brandstationen.

– Så blev vi smidt ud, fortæller Steen.

 Orkesteret stod nu uden tag over hovedet – og et harmoniorkester, der så ud til at skulle nedlægges. Københavns Kommune kunne ikke tilbyde orkestret nyt musiklokale med depotrum til orkesterinventar.

– Vi snakkede med Tårnby Kommune, Kultur og Fritid, og vi fik lov til at rykke over på Skottegårdsskolen. Det var sjovt, for vi fik nøjagtig de samme lokaler, som jeg spillede i som barn, siger Steen.

Et særligt sammenhold

I dag er der kun fire brandmænd tilbage i det 24 mand store orkester, men fællesskabet lever stærkt. Brandvæsnets Orkester optræder bl.a. til juletræstændingen i Tårnby og ved forskellige lokale arrangementer.

– Musikken gør noget positivt ved folk. Der er altid en fantastisk humor, sjov og ballade, stor hjælpsomhed og ikke mindst tid til en øl eller sodavand efter prøverne, fortæller Steen.

Hvis man mangler sociale relationer og kan spille et instrument, er orkesteret ifølge ham et fantastisk sted:

– Alle som behersker et instrument inden for rammerne af et harmoniorkester, er velkomne. Vi tager hjertensgodt imod nye, og vi vil meget gerne være flere – især folk på slagtøj og valdhorn mangler vi p.t.

Venskaber på tværs af landegrænser

Det sociale element ved musikken har altid spillet en stor rolle. Og tiden med Brandvæsnets Orkester har ført til mange fantastiske rejser og oplevelser.

– Vi har været på besøg på brandstationen i London og Hamborg. Og så er der jo vores løbende besøg hos vores venskabsorkestre, Oslo og Bergens Brandvæsens Orkestre.

Venskabsorkestrene Tårnby, Bergen og Oslo, besøger hvert femte år hinanden ved orkester jubilæer. Sidste år fejrede orkesteret 85-års jubilæum, hvor musikere fra Norge rejste til Danmark for at fejre det.

– Til jubilæumsbesøg er der altid koncert, hvor vi spiller for hinanden. Sidste år var vi over 100 mennesker til stor gallafest og fornem jubilæumsmiddag på Scandic CPH Strandpark, fortæller Steen.

Men midt i alt det har selve musikken altid været den største drivkraft for Steen.

– Når man spiller og oplever musikken, giver det en fantastisk ro. Man er fuldstændig koncentreret og glemmer alt omkring sig.

Boks: FAKTA: Brandvæsnets Orkester

  • Stiftet i 1939 af Frederiksberg og Københavns Brandvæsen
  • Har 24 aktive musikere
  • Øver på Skottegårdsskolen
  • Fejrede 85-års jubilæum i 2024

Du kan læse mere om orkesteret på brandmusik.dk

FAKTA: Bliv medlem eller book orkesteret

Brandvæsnets Orkester rummer 24 musikere. Hvis du vil booke dem til at spille, koster det 6000 kroner for en koncert af ca. én times varighed. (Geografisk, Amager/Storkøbenhavn)

Hvis du kan spille et instrument og gerne vil være en del af Brandvæsnets Orkester, så er der altid plads til en til. Øver hver onsdag fra kl. 17 – til 19.30 i teater/foredragssalen på Skottegårdsskolen.

Billedtekst: Steen Øst-Jacobsen har spillet musik i 52 år. – I mit næste liv,

vil jeg også være noget ved musikken, siger Steen.

Billedtekst: Koncert ved 85 års jubilæumskoncert i Skottegardsskolens

Aula 2024.

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder. Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.